Fortsat højt forbrug af morfin og morfinlignende medicin i Danmark

Sundhedsstyrelsen sætter igen fokus på forbruget af stærk smertestillende medicin som morfin og morfinlignende stoffer. Danskernes forbrug af de stærke smertestillende midler er nemlig fortsat højt – også højere end både nordmænd og svenskeres. Det fremgår af en ny rapport om forbruget ”Kortlægning af opioidforbruget i Danmark”.
”Kortlægningen viser, at der er behov for, at vi sætter fornyet fokus på smertebehandling. Der er specielt behov for at se på stigningen i antallet af personer, der får vanedannende smertemedicin igennem længere tid. Derfor kigger vi nu på hvilke tiltag, vi kan sætte i gang for at understøtte god smertebehandling,” siger Marlene Øhrberg Krag, overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen har allerede en vejledning for brug af medicin, som man kan blive afhængig af. Heri fremgår blandt andet hvornår lægen kan udskrive morfin, og hvordan behandlingen skal følges op. Også Institut for Rationel Farmakoterapi har udarbejdet anbefalinger omkring smertebehandling, ligesom smertebehandling inddrages i flere af de nationale kliniske retningslinjer, der er udgivet de senere år.

I foråret 2015 var der en del mediedebat om brug af morfin i Danmark. I en række artikler blev Danmark placeret på en tredje-fjerdeplads i verden over lande med det højeste forbrug af morfin. I kølvandet på debatten bad den daværende minister for Sundhed og Forebyggelse, Nick Hækkerup (S), Sundhedsstyrelsen om at kortlægge morfinforbruget i Danmark.

Den kortlægning er nu klar. Rapporten fokuserer på forbruget af morfin og morfinlignende stoffer blandt patienter med smerter med en varighed over seks måneder, som ikke skyldes kræft – såkaldte langvarige kroniske non-maligne smerter.

Hvad er tendensen i Danmarks opioidforbrug?

En stor del af den danske befolkning har kroniske smerter, og af dem bruger mange stærke smertestillende medicin som morfin og morfinlignende stoffer (også kaldet opioider). Der kan være alvorlige bivirkninger ved at bruge morfin i længere tid, for eksempel abstinenser, der viser sig som forværring af eksisterende smerter.

Morfin og morfinlignende stoffer opdeles typisk i stærke og svage opioider. Mens forbruget af stærke opioider var stabilt i perioden 2010-2014, steg forbruget af svage opioider i samme periode. Det skyldes primært en stigning i brugen af lægemidlet tramadol.

Den høje brug af tramadol kan have flere årsager. Dels benyttes tramadol som alternativ til behandling med NSAID-præparater i behandlingen af kroniske smerter, da NSAID har vist sig at kunne have alvorlige bivirkninger ved langvarigt brug og hos personer med hjertesygdom. Dels er tramadol et svagt opioid, der findes som depotpræparat i modsætning til anden smertestillende medicin for eksempel kodein. Behandling med depotpræparater er mere hensigtsmæssig til langvarig smertebehandling end hurtigtvirkende medicin, da det kan give mere konstant smertedækning.

Er der forskel på forbruget i Danmark, Norge og Sverige?

I ”Kortlægning af opioidforbruget i Danmark” bliver forbruget også sammenlignet med de øvrige nordiske lande. Brugen af både stærke og svage opioider er højere i Danmark end i de øvrige nordiske lande. Særligt forbruget af tramadol er markant højere i Danmark.

”Der er flere faktorer, der kan have indflydelse på medicinforbruget. Selvom vi synes, at vi ligner hinanden i Norden, så kan sygdomsbilledet godt være lidt forskelligt. Der er landene imellem også forskellige vejledninger om behandling med bestemte lægemidler. Endelig er der i de nordiske lande forskel på tilskudsreglerne og kontrolordninger som kan være med til at påvirke, hvilken medicin lægen udskriver ” forklarer Marlene Øhrberg Krag.

Kontakt os

INGEN KOMMENTARER