Michael fra Helsingør med på DGI hold

Fra venstre mod højre ses: Per Frost Henriksen, Mathilde Fritzbøger, Erik Hammer, Susanne Jönsson, Jørgen Busch, Dorthe Overgaard Pedersen og Michael Malmquist

DGI Nordsjælland fejrede onsdag aften sporten, sine rekordmange medlemmer og et nyt bestyrelsesmedlem. Mere end 130 politikere, klubformænd og ildsjæle fra nordsjællandske idrætsforeninger deltog ved årsmøde og stemte Michael Malmquist i bestyrelsen.

Bestyrelsesformand Per Frost Henriksen havde glædet sig særligt meget til at holde dette års beretning for årsmødets deltagere. Det har han, fordi DGI Nordsjælland i ugen op til årsmødet optog sin medlems-forening nr. 500. Det er således en rekordstor organisation i vækst, der kan holde sit populære årsmøde med prisuddelinger, valghandling og inspiration. Nyt ansigt på DGI holdet Ved årsmødet skal der vælges bestyrelsesmedlemmer til DGI Nordsjælland. Lone Troldborg fra Helsingør er flyttet til Indien og er derfor trådt ud af bestyrelsen i utide. Bestyrelsen opstillede Michael Malmquist fra Helsingør som afløser for Lone. Jørgen Busch fra Helsingør og Susanne Jönsson fra Hørsholm var begge på valg og blev genvalgt uden modkandidater. Det tegner således til et stærk bestyrelseshold i DGI Nordsjælland, hvor Helsingørborgere fylder godt på holdet.

Michael kommer med sport og udvikling

Privat bor Michael Malmquist med sin familie i Ålsgårde og arbejder i LOF ØRESUND som Udviklingschef. Michael er foreningsmand og har især erfaringer fra frivilligt arbejde i en række fodboldklubber i Nordsjælland. Dette foreningsliv kulminerede med en post som direktør i FC Helsingør. Hos DGI Nordsjælland takker bestyrelsen Michael for at stille sig til rådighed og ser frem til at drage nytte af hans erfaringer med udvikling, foreningsledelse og kommunikation.

Kontakt os

INGEN KOMMENTARER