Nye regler når du bruger mobilen i et andet EU-land

I dag træder de nye roaming-regler i kraft. Det indebærer, at roaming-tillægget for forbrugerne afskaffes, og at man kan anvende sin mobiltelefon på rejser i andre EU-lande som derhjemme (”Roam-Like-at-Home”).

Fra i dag skal du som udgangspunkt betale dine sædvanlige mobiltakster for opkald, sms og data, når du anvender mobiltelefonen i et andet EU-land. Det betyder, at hvis EU-roaming er en del af din abonnementspakke, så vil du uden videre kunne anvende mobilen i andre EU-lande – og som udgangspunkt uden ekstra omkostninger.

Du skal dog være opmærksom på, at dit teleselskab har ret til at sætte en grænse for, hvor meget data, der kan anvendes i udlandet. Det betyder, at du ikke nødvendigvis kan anvende hele den mængde data, som du samlet set har til rådighed i dit abonnement, når du rejser i andre EU-lande.

Så inden du tager på ferie, så tjek om du i dit abonnement har adgang til EU-roaming, og hvilke begrænsninger, der eventuelt gælder for dit abonnement. Hvis du er i tvivl, så kontakt dit teleselskab.

Energistyrelsen fører tilsyn med, at teleselskaberne overholder de nye roaming-regler.

Kontakt os

INGEN KOMMENTARER