Spørg arkivaren mandag den 26. september

HELSINGØR: Spørg arkivaren mandag den 26. september 2016 kl. 16-18 på Biblioteket Kulturværftet.

Nu bliver der igen mulighed for at stille spørgsmål til museernes arkivleder museumsinspektør Lars Bjørn Madsen, som sidder klar på Biblioteket Kulturværftets 3. etage mandag den 26. september 2016 kl. 16-18 og besvarer spørgsmål fra borgerne om alt inden for den lokale kulturhistories spændende område.

Det er sjette sæson for dette samarbejde mellem Helsingør Kommunes Museer og Biblioteket Kulturværftet, og de foregående år har mange benyttet sig af muligheden. Folk har søgt oplysninger om deres slægt eller deres ejendoms historie. Der er blevet spurgt om Kronborg Geværfabrik, om Ophelia Kilde og Bergmandsdal. Mange vil gerne have genopfrisket noget, de husker fra barndommen. Andre er kommet med egne ting, f.eks. gamle fotos eller tegninger, som arkivaren oftest har været i stand til at tids- og stedfæste.

Naturligvis har arkivaren ikke altid svar på rede hånd. Men så er der ofte hjælp at hente i museets lokalhistoriske arkiv. Man kan således via databaserne på Biblioteket Kulturværftet bestille arkivalier til benyttelse i et af bibliotekets studierum.

Vi håber, at rigtig mange vil benytte sig af dette tilbud om at blive lidt klogere på vores fælles arv og det kulturmiljø, der gør Helsingør Kommune til noget særligt.

Kontakt os

INGEN KOMMENTARER